At have en kontaktperson

– En ung kvinde fortæller

Fatima

Kontaktperson – Gravitas

02.06.2026 | 3 min. læsetid

INTRO

En ung deler sin erfaring med at have en kontaktperson.

Fortællingen er baseret på interviewmateriale og består af direkte citater og parafraseringer af den unge kvindes udsagn. Kontaktpersonen Fatima nævnes direkte i teksten.

”Hun havde blok og kuglepen med”

Jeg er en 19-årig ung kvinde. Jeg bor i min egen lille studielejlighed. Jeg går på HF og har et arbejde ved siden af. Det lyder ret almindeligt. Det har det bare ikke altid været.

Jeg kommer fra en lille by ude på landet. Der var en periode, hvor jeg ikke rigtig gik i skole. Jeg røg meget hash, havde svært ved at være sammen med mennesker og kæmpede med angst.

På et tidspunkt besluttede kommunen, at jeg skulle have en kontaktperson.

Den første, jeg fik, kunne jeg ikke lide.

Ikke fordi hun var et dårligt menneske. Det var hun virkelig ikke. Men hun føltes som en fremmed. En ”kommunedame”. Hun havde blok og kuglepen med, skrev ting ned, mens vi talte, og det hele blev meget underligt. Som endnu en samtale oppe på kommunen. Endnu en voksen, der skulle forstå mig… uden rigtigt at gøre det.

Jeg kunne mærke det ret hurtigt. Når jeg skulle forklare ting fra min verden, blev det tungt. Hvis jeg sagde noget, hun ikke vidste noget om, skulle jeg forklare det helt fra bunden. Det gjorde, at jeg mistede lysten til at dele. Hvorfor sige noget, hvis man alligevel ikke bliver forstået?

Sådan havde jeg det også derhjemme. Mine søskende var “de gode”. Jeg var hende, der lavede ballade. Hende, der ikke gik i skole. Hende, der ikke passede ind. Og når man først begynder at føle sig som en, der ikke bliver forstået, så stopper man med at prøve.

Hashen blev min ven. Den tog angsten nok til, at jeg kunne være sammen med andre mennesker. Tage bussen. Være i noget, der ellers føltes for meget. Være noget i det hele taget. Det var ikke en løsning. Det vidste jeg egentlig godt. Men det virkede… i hvert fald for en tid.

Og så mødte jeg Fatima.

”Hun er min dagbog”

Fatima kom uden blok og kuglepen. Ingen underlige spørgsmål. Bare en person.

I starten var jeg stille. Det var jeg tit dengang. Men Fatima blev ved med bare at være der. Snakke. Dele lidt af sig selv. Spørge ind uden at presse. Langsomt begyndte jeg at åbne op.

Det, der gjorde forskellen, var hendes måde.

Hun forstår mig. Eller hun prøver på en måde, hvor jeg ikke skal oversætte mig selv hele tiden.

Og så er hun ikke mor. Ikke veninde. Ikke kommune. Hun er noget midt imellem. Lidt som en storesøster. Men alligevel ikke.

Fatima er en, der godt kan sige sin mening, men uden at det bliver en konflikt. En, der lytter, men også siger: “Du fortjener bedre. Du kan godt”.

Jeg plejer at sige, at hun er min dagbog.

Ikke fordi hun bare lytter passivt. Men fordi jeg kan fortælle hende alt. De små ting, de store ting. Om dumme drenge, min familie, mine tanker. Alt det, der fylder. Og hun bliver der. Hun dømmer ikke. Hun hjælper mig med at sortere i det hele. Og der kan være meget…

Da jeg begyndte at skære ned på hash, blev vores møder mindre hyppige. Da jeg fik mere struktur, fik jeg også mere tid til at være alene. Mere frihed. Da jeg begyndte at få det bedre, kunne andre også se det. Mine forældre, kommunen.

Min far sagde på et tidspunkt, at han følte, han havde fået sin datter tilbage.

”Du skal trykke ja”

Vi sad i bilen og kiggede på lejligheder. Jeg havde snakket om at flytte hjemmefra længe, men jeg turde ikke rigtigt. For hvad med økonomien? Indskud? Alt det praktiske?

Der kom en studielejlighed op på boligsiden.

“Du skal trykke ja,” sagde Fatima.

Jeg var ved at lade være. Jeg tænkte: Det går ikke. Jeg har ikke styr på det.

Men jeg trykkede ja.

Og jeg fik den.

Hvis jeg havde siddet alene, havde jeg sagt nej. Ikke fordi jeg ikke ville. Men fordi jeg ikke turde. Det er forskellen. Fatima skubbede mig lige præcis nok til, at jeg turde gøre noget, jeg ikke troede, jeg kunne. Eller fortjente.

I dag bor jeg i den studielejlighed.

Det er sådan, det ofte er. Ikke store forkromede løsninger. Men små skub. Små ryk.

“Hun er der, mens jeg selv finder ud af, hvem jeg er”

Det er svært at forklare, hvad der præcist gør forskellen. Men noget af det er, at jeg ikke føler mig forkert, når jeg er sammen med Fatima.

Og det gør noget.

For mig er en hun en, der har styr på de ting, jeg selv mister overblikket over. En, der kan hjælpe med beslutninger, kommunen, uddannelse, arbejde, svære følelser. Men også en, jeg kan snakke med uden at skulle forklare mig selv hele tiden. En, der skaber et rum, hvor jeg kan være uden at blive vurderet.

En, der gør det lidt nemmere at være mig.

Og måske er det, det vigtigste: At hun ikke prøver at lave om på mig.

Hun er der, mens jeg selv finder ud af, hvem jeg er.