At være anbragt

– En fortælling indefra

Af Mohammed

Kontaktpædagog – Gravitas

26.02.2026 | 5 min. læsetid

INTRO

To unge og en kontaktpædagog deler deres erfaringer. Om at være anbragt. Om at være kontaktpædagog. Om hvordan en relation kan gøre et hus til et hjem.

Teksten er baseret på interviewmateriale og består af direkte citater og parafraseringer af de medvirkendes udsagn. De to unge er anonymiserede. Kontaktpædagogen medvirker med navn og ansigt.

Det begynder en sen aften…

”Han gør huset til et hjem”

Da jeg ankom, var det mørkt. Det var gået hurtigt med at komme afsted. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til. Jeg kan huske, at jeg ikke tænkte så meget. Det hele var bare nyt: Nye mennesker. Nye regler. Nye voksne. Jeg var vant til højhuse, gader, trafik. Her var der marker, græs og helt stille. Dagen efter tog vi ud og købte møbler og ting til værelset.

I starten føltes det hårdt. Jeg kendte ikke nogen. Jeg var vant til noget helt andet. Vant til at passe mig selv. Lå i min seng, gjorde hvad der passede mig. Hang ud med mine venner, når jeg ville. Her var der pludselig nogen, der sagde: “Vi skal det her.” Det var ikke, fordi man skulle, men der var en forventning. En rytme.

Det tog tid at vænne sig til.

Men noget ændrede sig. Det blev mere hjemligt. Ikke bare fordi jeg havde mine ting her. Men fordi der var nogen, der begyndte at betyde noget.

Når min kontaktpædagog er på arbejde, er det anderledes. Stemningen er anderledes. Det føles tryggere. Det er ikke, fordi de andre ikke er søde, fordi det er de. Men med min kontaktpædagog er det dybere.

Han har styr på mine ting. Vi har samtaler. Vi taler om, hvordan det går. Hvad jeg gerne vil opnå. Hvordan jeg har det i huset. Det er ikke bare overflade.

Hvis der er sket noget, f.eks. et skænderi med en anden ung eller en voksen, så går jeg helst til min kontaktpædagog. Så kan jeg snakke dybt. Ikke bare “det går nok”. Men rigtig dybt.

Forskellen mellem min kontaktpædagog og de andre pædagoger? Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Men jeg snakker ikke lige så dybt med alle. Med min kontaktpædagog kan jeg sige det, som det er. Og når jeg føler mig hørt, kan jeg mærke det. Det er i hans ansigtsudtryk. I at han siger, at han går videre med det. Altså at der rent faktisk sker noget bagefter. Det er ikke bare: “Det er jeg ked af at høre”.

Min kontaktpædagog handler. Han gør huset til et hjem. Så ved jeg, at det jeg siger, betyder noget.

Det er nok det vigtigste.

”Som pædagog sørger jeg for, at de unge kan mærke mig”

Jeg er ikke anderledes over for de unge om jeg er deres kontaktpædagog eller ej. For mig handler det om relation. Først og fremmest.

Jeg vil gerne være unik for de unge. Mange af dem har mødt mange pædagoger før. Hvis jeg bare spiller en rolle, en autoritet eller følger et manuskript, så lukker de unge i.
Så jeg sparer ikke på mig selv. De unge skal kunne mærke mig. Ikke en professionel facade, men mig. Jeg er ikke tilbageholdende med at vise mine fjollede sider. Mine rigtige sider. Jeg arbejder ikke ud fra et manuskript. Jeg er, som jeg er med mine venner, samtidigt med at jeg er pædagog. Altså, som pædagog sørger jeg for, at de unge kan mærke mig som menneske.

Som mig Mohammed.

Ofte bliver de unge næsten chokerede på en positiv måde. Det må være fordi, jeg ikke er prototypen på en pædagog. Derfra går relationen hurtigt. Når de åbner sig, tillader de mig at blive en del af deres verden. Og så er jeg konstant nysgerrig. Ikke irriterende. Men opmærksom. Jeg overskrider ikke de unges grænser. Første gang jeg ser dem, spørger jeg ikke ind til deres familie eller sårbare ting. Jeg holder det let. På overfladen.

Venter på, at de inviterer mig ind.

Hvis de ikke åbner, så giver jeg noget af mig selv. En personlig anekdote. Noget jeg selv har oplevet. Så kan de mærke, at jeg ikke bare stiller spørgsmål. Jeg deler også.

Hvis en ung betror mig noget, de måske ikke deler med andre, skal den unge mærke, at det bliver hos mig og at jeg reagerer, hvis det altså kalder på handling.

For eksempel hvis der er skænderier. Jeg stopper det. Ikke med magt, men med tydelighed. “Nu stopper det.” Vi skal være gode venner her. De mærker, at jeg mener det. Eller hvis nogen siger noget, som bliver pakket ind i humor. Så fanger jeg det. “Det er overhovedet ikke sjovt.” Hvad ligger der bag? Jeg går med det.

Jeg er nysgerrig på alvoren bag joken.

Relationen rykker sig, når de unge kan mærke, at man er ægte og at man både agerer og reagerer. Og hvis relationen til os pædagoger er god, er vi allerede godt i gang med at kunne hjælpe de unge trygt videre i deres udvikling.

”Han bliver!”

Der er også dage, hvor jeg bliver sur på min kontaktpædagog.

Hvor jeg ikke gider snakke. Hvor jeg tænker, at han ikke forstår noget som helst. Hvor jeg smækker med døren eller bare lukker ned.

Før i tiden da jeg boede hjemme, betød det, at relationen stoppede. At de voksne blev voldsomme eller trak sig. Eller at jeg gjorde.

Her gør den det ikke.

Han banker ikke døren ind. Han presser mig ikke. Men han forsvinder heller ikke. Han kan godt sige: ”Jeg kan se, at du er vred. Vi tager den senere”. Og så kommer han tilbage senere.

Det gør noget ved mig.

At han ikke giver op, bare fordi jeg gør modstand. Der var en dag, hvor jeg virkelig havde sagt nogle grimme ting. Jeg mente dem ikke helt, men jeg var vred. Senere kom han ind og satte sig på stolen ved mit skrivebord. Ikke tæt. Ikke langt væk.

Bare der.

”Det dér, det var hårdt at høre”, sagde min kontaktpædagog. ”Men jeg er her stadig”. Vi talte ikke så længe. Men det var nok.

Jeg tror, det er dér, forskellen ligger. Ikke i samtalerne om mål eller planer. Ikke i reglerne. Men i at han bliver.

Når han har fri, kan jeg mærke det. Huset fungerer stadig. De andre pædagoger er der. Men det føles lidt tommere. Ikke utrygt. Bare en lille smule mindre mit.

Og når han så er tilbage, spørger han: ”Hvordan gik det i går?” Som om det faktisk betyder noget.

Det er ikke altid store samtaler. Nogle gange er det bare et blik hen over spisebordet. Et lille nik.

En intern joke.

Men jeg ved, at hvis det brænder på, så går jeg til ham. Han lytter. Han bliver.

Han bliver!