Fra individ til kontekst: En ny forståelse af skolevægring

Af Jørgen Illum Fricke

Udviklingschef – Gravitas

7.05.2025 | 3 min. læsetid

Skolefravær er et socialt problem

I efterhånden mange år har begrebet “skolevægring” båret en implicit fortælling om barnet/den unge som centrum for skolefraværet. Et barn/ung “vægrer” sig fra skolegang, og forklaringen søges ofte i barnets/den unges psyke, modvilje eller sårbarhed.

Men hvis vi for alvor ønsker at forstå og adressere dette voksende problem, må vi flytte fokus fra individet og over til de relationelle og strukturelle sammenhænge barnet er en del af. Skolefravær – uanset om det kaldes skolevægring, skolevrede eller manglende skoletilhør – er bedst forstået som resultatet af en dialektisk proces mellem barn/ung og dets omgivelser.

Sådanne møder skaber responser, som både kan fremme og hæmme barnets/den unges skoledeltagelsesmuligheder.

Med SkoleLØFT udfordrer vi denne traditionelle forståelse. Vi ser ikke skolefravær som et isoleret problem i barnet/den unge, men som en respons relateret til kontekst.

Adfærd er kommunikation

Når et barn/ung trækker sig fra skolen, kommunikerer vedkommende noget vigtigt med sin adfærd – ikke kun noget vigtigt om sig selv, men også om de systemer, mennesker, krav og forventninger, der relaterer sig til adfærden. Skolefravær er således et socialt fænomen, der opstår i spændingsfeltet mellem barnet/den unge, skolen og bredere samfundsmæssige kontekster.

Vi lever i en tid, hvor flere børn og unge end nogensinde mistrives i skolen. Smartphones, læringsmålstyring, testkultur og øget diagnosticering udgør en kompleks baggrund. Samtidig vidner dét, at problemer placeres inde i barnet/den unge, om en generel tendens til individorienterede forståelsesrammer.

I stedet for at tolke de høje fraværsprocenter som tegn på individuelle fejl og mangler, må vi overveje, om de i virkeligheden afspejler bredere samfundsmæssige og strukturelle forhold. Når 21,6 % af eleverne i den danske folkeskole har mere end 10 % fravær, peger det på, at de responderer på noget.

Fordi er der virkelig noget galt inde i omtrent 140.000 danske børn og unge?

Børn og unge reagerer ikke i et tomrum. Adfærd er kommunikation, som formodentlig peger på, at deres omgivelser nogle gange stiller krav, de ikke kan honorere – eller skaber rammer, de ikke kan trives i.

Fælles ansvar kræver mod

Systemisk teori kan hjælpe os her: Adfærd skabes og skal derfor forstås relationelt. Skolefraværsadfærd er et udtryk for noget i relationen mellem barn/ung og omgivelserne. Og når problemet er socialt, må løsningen også være det. Vi må skærpe de voksnes evne til at se sig selv og til at justere rammerne, når børn sender tydelige nødsignaler.

Set i en systemisk optik bliver skolefravær en invitation til forandring – ikke en til en granskning af individuelle fejl og mangler. SkoleLØFT arbejder vi for at fremme denne forståelse. Når vi møder børn/unge, der står uden for skolens fællesskab, spørger vi:

Hvilke forhold gør skolefraværsadfærd meningsfuld set med barnets/den unges øjne?

At flytte fokus fra individ til kontekst kræver mod:

Mod til at se på os selv, vores egne systemer og incitamenter. Mod til at acceptere, at løsningen er et fælles ansvar, der involverer os selv. Mod til at tro på, at børn og unge vil fællesskabet – hvis fællesskabet også vil dem.